Tillykke med pressen, Vestager

Det ligger lige for at gratulere Margrethe Vestager for udnævnelsen til dansk kommissær i EU – og tilsyneladende også med udsigt til en ganske tung kommissærpost.

Det er dog også på sin plads at lykønske hende med 20 år i dansk politik og syv år som partileder for ét af Danmarks suverænt mest indflydelsesrige partier – uden at have været udsat for kritisk journalistik.

Det er ikke overgået nogen andre i samme periode: Lars Barfoed, Pia Kjærsgaard, Poul Nyrup Rasmussen, Lars Løkke Rasmussen, Helle Thorning-Schmidt, Naser Khader, Per Stig Møller, Lene Espersen, Villy Søvndal, Annette Vilhelmsen, Mogens Lykketoft – en perlerække af partiledere gennem de seneste mange års dansk politik, der alle som én har skullet tage imod læsterlige tæv i pressen – for det ene eller det andet og for både vigtige ting og de mest pinlige ligegyldigheder. Hvis der er noget, der tiltrækker dårlig omtale på det meget personlige plan, så er det at blive partileder i Danmark.

Søren Pape Poulsen, som er det seneste eksempel, havde ikke siddet mange timer, før pressen fandt historier frem om fartbøder og andet godt. Og han har siden været den helt store mølle igennem.

Margrethe Vestager er en undtagelse. En opsigtsvækkende undtagelse. Uden at det umiddelbart kan forklares. Hun er endda flere gange blevet kåret som Danmarks mest magtfulde person og tilmed mere magtfuld end selv statsministeren, og som magtfaktorer virker under normale forhold som magneter på kritisk journalistik.

Det er velkendt, at pressens opgave først og fremmest er at holde magthaverne i ørerne, så selvfølgelig skal partiledere og ministre tåle at blive gennemheglet på kryds og tværs – indimellem endda helt ud i absurde. Men altså ikke Margrethe Vestager. Årsagen kendes ikke. Men bare det ikke har noget at gøre med journalisters sym- og antipatier. I hvert fald tyder noget på, at dansk presse løber for meget i samme retning, og at mangfoldigheden halter.

Selv dagpengeballaden, der har trukket hundredevis af historier, har hun behændigt styret udenom, selvom enhver véd, at det er de radikale, som står hårdt fast på, at reformen ikke skal ændres. Men det er Thorning og andre, som tager alle tævene i pressen, selvom – hvis der altså skal uddeles tæv i første omgang – Vestager burde være boksebolden.

Margrethe Vestagers ledelsesstil har – igen i modsætning til mange andre partiledere – heller ikke været til debat, selvom man ellers ikke skal lytte meget på vandrørene for at fornemme en utilfredshed med en leder, der ikke tåler modsigelse, og som har flyttet partiet langt væk fra oprindelige værdier, hvor frisind og tolerance var blandt de vigtigste. I dag er der ret mange menneskelige og personlige almindeligheder og kvaliteter, partiet ikke tolererer og vil tvinge folk til at lave om på. Dygtige politikere som Naser Khader, Anders Samuelsen og Simon Emil Ammitzbøll har de radikale stødt fra sig uden, at det har givet anledning til et kritisk pip.

Margrethe Vestager undgik også fuldstændig kritik under de ufattelig mange historier, der blev lavet om regeringens løftebrud. Selvfølgelig var det i første række S og SF, som helt uanstændigt lovede vælgerne en masse gaver uden samtidig at fortælle, at det altså krævede et rent rødt flertal.

Men alle meningsmålinger viste, at de radikale ville blive det afgørende parti, at det rene røde flertal var mere teoretisk ønsketænkning, og alligevel fedtspillede de radikale ved ikke at tone rent flag under valgkampen. Det manglede da ellers bare, at Vestager havde fortalt om de radikales holdning til S og SFs valgløfter ved offentligt at fortælle, at det altså ikke ville komme til at ske med de radikale stemmer. Det gjorde man ikke. Man tav. Alligevel var det efterfølgende kun S og SF, som fik løftebrudstæskene. Der var aldrig en journalist, som stillede Margrethe Vestager et kritisk spørgsmål om, hvorfor hun ikke sagde fra overfor de uholdbare valgløfter. Måske var det magtbegær – hun ville ikke rokke båden og miste muligheden for regeringsskifte og for selv at blive vicestatsminister. Et interessant motiv der ellers nok burde vække enhver journalistisk vagthunds jagtinstinkt.

På det personlige plan ved vi meget om eksempelvis Helle Thorning og Lars Løkke. Alt for meget. Vi kender en lang række detaljer om deres fortid, deres private økonomiske og personlige forhold, deres tøjstil og meget andet, vi godt kunne have undværet.

Men vi véd intet om Margrethe Vestager. Om det er godt eller skidt, skal jeg ikke gøre mig til dommer over, og jeg véd jo heller ikke, hvad jeg gerne ville have vidst. Men man kan bare konstatere, at pressen har skånet Vestager i forhold til, hvad der er overgået alle andre partiledere. Man har behandlet hende med fløjlshandsker i forhold til alle andre partiledere. Ja, faktisk kan man ud af pressedækningen i forbindelse med hendes afgang igen konstatere, at der ikke er skyggen af kritisk omtale af hende. Tværtimod. Det har været rent hyldest. Tillykke med den altid ukritiske presseomtale, Margrethe. Den slags er uvurderligt for karrieren og de resultater, man slipper igennem med og efterfølgende kan bryste sig med.