Småstatsmentalitet kvæler den samfundskritiske journalistik

At Danmark er et lille og nærmest undseeligt land i den store, globale sammenhæng, landets og befolkningens størrelse taget i betragtning, er hverken nyt eller overraskende. Men at vores lidenhed også er lig med mindreværdsfølelse, skader vores evne til selvkritik og dermed blokerer for forbedring og udvikling, er måske mere overraskende.

Vi er små. Uanset vores sporadiske og drypvise succes’er kan vi ikke påstå, at vi har sat store og afgørende fodaftryk på hverken vestlig kultur, verdenshistorien eller noget lignende.

Og egentlig ved vi godt, at vi i forhold til store lande som USA, Storbritannien, Frankrig og Tyskland er næsten ubetydelige. Vi vil gerne være noget i den store sammenhæng, have anerkendelse og ikke bare være det lille land, som mange tror er en hovedstad. Så når vi har lidt at vise frem, og som skaber lidt international opmærksomhed, får den fuld gas i medierne – vi rammes af småstatsmentaliteten.

Det er ret usundt, fordi det ganske markant svækker den kritiske sans. Vi bliver så glade for, at andre anerkender og roser noget dansk, at vi bliver ydmyge og næsten krybende over for det.

Resultatet er en ofte fidel og underdanig journalistik alene om, at noget dansk er blevet rosende og positivt omtalt i et eller flere udenlandske medier. Og så er det, at den kritiske sans forsvinder som ved et trylleslag – i visse tilfælde opnår den eller det omtalte endda næsten hellig status, som ingen i småstaten skal vove at fornærme eller at forholde sig kritisk til.

Helle Thornings spindoktorer har således næppe troet deres eget held, da rygterne om hendes mulige udnævnelse til et EU-topjob begynder at florere. Som dug for solen forsvandt flere års massiv og omfattende kritisk journalistisk dækning af Thornings og hendes evner som statsminister. Løftebrudssnakken, det manglende format, inkompetence – alt det kritiske forstummede med ét.

Efter at spindoktorerne selv og aldeles uden held havde prøvet alt for vende den negative og kritiske omtale, som klæbede til statsministeren, kommer denne gave som sendt fra himlen: International anerkendelse og berømmelse.

Når det store udland med Merkel i spidsen kan bruge Thorning på én af de absolutte internationale topposter, bukker og takker danske journalister, imens de kvitterer med en ordentlig omgang medløbende journalistik, hvor hvert et lille rygte bliver viderebragt uden kritisk sans. Alternativet hertil ville være i stedet at arbejde for enten at få opklaret, hvorfor Thorning er dømt totalt ude som statsminister herhjemme i en lang, lind strøm af dårlige mediesager, mens hun tilsyneladende er mere end kompetent på én af EUs topposter. Noget stemmer ikke.

Er det fordi, danskerne og danske journalister har været for dumme til at se Thornings genialitet, eller er det fordi, udlandet ikke har fulgt med i, hvad Thorning har præsteret eller ikke præsteret herhjemme – at man bare udnævner lederne ud i den blå luft og uden at se på deres bedrifter? Eller endnu værre – er udnævnelsen til EUs topposter måske i virkeligheden bare rendyrket politisk, en beskidt studehandel, uden nogen mål eller idéer for, hvad disse ledere skal opnå til gavn for Europa og den europæiske befolkning? Alle vinkler og mange foruden disse er gode og kritiske historier – ingen af dem finder vej til danske medier. Spørgsmålene hober sig ubesvarede op, og selv hvis Thorning ikke får jobbet, vil hun i lang tid efter være fredet for kritisk journalistik. Det er ikke sundt.

Tidligere på året var Helle Thorning også midt i en anden sammenhæng, hvor Danmark fik udenlandsk opmærksomhed. Det var den amerikanske præsident, Barack Obama, som fra det ovale værelse i forbindelse med et besøg af den danske statsminister hyldede Danmark med ordene “danes have punched above their weight”. Udtalelsen gik rent ind overalt, og vi var bristefærdige af stolthed.

Heldigvis – lige i denne sag – reddede DRs program Detektor den journalistiske ære ved at afsløre, at udtrykket var en fast frase, som Obama skamløst bruger om alle småstater for at løfte deres selvtillid. Se i øvrigt Detektor-indslaget her – det er god journalistik, som gik verden rundt.

Et mere tidløst eksempel på noget særligt dansk, der får international anerkendelse, er den såkaldte “danske model” fra arbejdsmarkedet.

Modellen indeholder uomtvisteligt en række enestående fordele. Men intet er perfekt, og selvom det er åbenlyst, at modellen også har sine svage sider, så vover ingen medier eller journalister at kritisere den danske model som den helligdom, den er. Lærerkonflikten – hvor nogen mente, at man kunne Bjarne Corydon skulle bære to kasketter som både arbejdsgiver og som lovgiver – viste, at den danske model nok er det bedste, vi lige har her og nu. Men fejlfri er den ikke.

I petit-afdelingen for national stolthed finder man tilsvarende Danmarks internationale succes vedrørende dramaserier og spillefilm. Det skaber uanede mængder omtale, hver gang nogen i udlandet roser os. Alene at en tv-serie sælges til et andet land, udløser hyldende omtale. Selv en cykelbro i København kan få omtale af, at den er internationalt omtalt. For ikke tale om hvor vildt det er, når en tvivlsom undersøgelse viser, at København er verdens bedste by at bo i, eller at danskerne er verdens lykkeligste folk. Det varmer, når de lægger mærke til os i det store udland.

Omvendt er vi ualmindelig modvillige i forhold til at anerkende andres succes’er, og at de danske løsninger ikke altid er så gode som dem, andre lande har udviklet.

Det er et helt særligt kendetegn ved småstatsmentaliteten, at det er så svært at anerkende, at man på et område hvor man hævder sig bedre end alle andre og så skulle anerkende, at andre lande alligevel gør det bedre end os.

Vi er for eksempel ret overbeviste om, at ingen andre lande matcher den den danske velfærdsstat, der jo er verdens bedste, at vi har verdens bedste sundhedssystem, verdens bedste uddannelsessystem – ja, verdens bedste af alting. Det er den historie, vi gerne fortæller os selv og især til vores udenlandske venner, som nok ser os anderledes.

Overbevisningen om at vi er det bedste og har det bedste er styrende for, at det er ok at have verdens højeste skattetryk, fordi det jo er ok, når man har verdens bedste velfærdsstat – paradoksalt i lyset af at en række andre lande klarer sig indlysende bedre på en række velfærdsområder end Danmark med færre midler og lavere skattetryk. Det er altså et rent kollektivt selvbedrag, måske fordi vi ikke kan leve med tanken om, at vi ikke er de bedste.

Et flertal af danskerne er ligefrem tilfredse med størrelsen af den offentlige sektor og har derved afvist overhovedet at forholde sig til, at andre landes mindre, offentlige sektorer kan klare samme opgaver lige så godt eller bedre. Man frygter ligefrem velfærdsstatens undergang, hvis vi skulle gå fra at have verdens største offentlige sektor og skattetryk til blot at have placeringen som nummer 2 eller 3. Et klart tegn på at vi har tabt hovedet i forhold til at have en sund og kritisk tilgang til vores samfundsindretning.

Diskussionen om hvad vi kan lære af andre lande er ikke populær eller ønsket og er som konsekvens heraf også komplet fraværende i den danske journalistik. Danske mainstream-medier afstår fra systematisk at åbne danskernes øjne for, at andre landes måder at indrette sig på sagtens kan være lige så godt eller bedre.

Resultatet er en provinsiel samfundsukritisk journalistik med fokus på vores egen navle. Borgerne er som de tre små aber, lykkeligt fri for at høre om, når andre lande leverer bedre sundhedsvæsen, ældrepleje og uddannelsessystemer, end vi har i Danmark. For vi er jo selv de bedste.