Læren af historien om 3

Selvom Politikens temmelig mislykkede historie om teleselskabet 3 endte med at blive beklaget – i hvert fald delvist – i søndagens Presselogen, var der i panelet ikke den store vilje til at reflektere over, hvad der må være læren ovenpå historien og dens mange utilsigtede, negative effekter.

I stedet fortabtes diskussionen for en stor dels vedkommende i mindre feinschmecker-detaljer, mens det virkelig alvorlige stod tilbage uberørt:

Hvordan forestiller man sig egentlig, at medierne i dag bare kan arbejde og fungere upåvirket videre og på samme vis, som man gjorde for indtil bare tre eller fem år siden, dengang der endnu ikke fandtes sociale medier? Tiderne er forandrede, og med tiderne er medierne nødt til også at ændre sine arbejdsmetoder – af hensyn til offentligheden og omverdenen og især af hensynet til journalistikkens egen troværdighed, der i forvejen er hårdt ramt.

Shitstormenes indtog er yderst skadelige, uanset om de går ud over en minister, en organisation eller en virksomhed, så når et eller flere medier med en skarptvinklet historie tænder ild til en forargelsesstorm i folkedybet, skal man f… mere end nogensinde have fuldstændig styr på grundlæggende journalistiske idealer som fairness, akkuratesse og balance. Har man siddet og botaniseret i informationerne, så pådrager man sig i dag et langt større ansvar end tidligere, fordi ens historie har så voldsom effekt. Historien om Jensens Bøfhus var en anden sag, hvor medierne på pinligste vis nøje havde udvalgt de informationer, der passede ind den David-og-Goliath historie, man på forhånd havde besluttet sig for. De enkelte detaljer var som i 3-sagen mestendels korrekte hver for sig, men måden informationerne blev strikket sammen på gav offentligheden et komplet forvrænget billede af virkeligheden.

Vi har aldrig tidligere set en shitstorm rejse sig så hurtigt og så voldsomt, som Politikens historie gav anledning til i tirsdags, grundigt boostet af DRs eklatante svigt udi selvstændig research, kombineret med en manglende evne til at læse og forstå Politikens historie, hvor vigtig information var skilt ad og puttet ind forskellige steder. Resultatet var, at uanset hvilken korrekt og retvisende historie der måtte have ligget i dokumenterne om skattely, så var den historie, som rejste rundt på alle andre medier og på de sociale medier var en sjældent set rent eksempel på en fjer, der blev til fem høns, så historien i bred forstand endte med at være falsk og direkte vildledende. Og den var så svær at forstå rigtigt for alle andre, at selv Politiken i søndagsavisen excellerede videre med den historie, som man ellers erkendte ikke var den korrekte.

Ét var skaden på teleselskabet 3. Det er alvorligt nok, idet det er en skade, som koster værdier og dermed også på vækst og på arbejdspladser. Noget andet og nok værre er skaden på den demokratiske samtale, hvor medierne forventes at holde demokratiet rent, men hvor man i stedet kommer til at strinte rundt om uden vilje til at gøre rent efter sig, når skaden er sket.

Med de sociale medier er man ikke længere undskyldt, for man har aldrig haft større muligheder for hurtigt at få folkets dom over de historier, man lukker ud. Med indsigten i brugernes modtagelse af historien må også følge forpligtelsen til at handle, når man som i denne sag kan se, at man har fået sendt en historie afsted, der misforstås af hele verden.

Og så er der sket skade på det journalistiske fags troværdighed – igen. Heldigvis, kan man sige, er det gået særlig hårdt ud over Politiken selv og til dels også DR, hvilket man kan forvisse sig om ved at se den massive modreaktion, som de sociale medier også blev bærer af. Og det er den gode nyhed – der er kontant afregning på omdømmet, hvis man tror, at man kan begå fejl uden at gøre en indsats for at rette den, rydde op efter sig og i det mindste indikere, at man har en vilje til at prøve at gøre skaden god igen. I dette tilfælde vil opgaven være nærmest uoverstigelig, for når man om tre år spørger befolkningen om 3-sagen, så vil en ikke ubetydelig del stadig have de forkerte beskyldninger i hovedet og tro, at de manglende skattebetalinger af 1,5 mia. kr. var en direkte følge af skattely, – altså at det danske samfund er blevet snydt for for hundredevis af millioner kroner.

Der rejser sig en række spørgsmål i kølvandet af denne historie: Hvem har ansvaret for et sådant forløb, og ligger der en forpligtelse til at gøre en indsats for at stoppe det, når man kan se, at det går galt? Eller kan man tillade sig at læne sig tilbage og se, at ens historie stikker fuldstændig af?

Som nævnt giver de sociale muligheder forandring af journalistfagets arbejdsbetingelser på mange områder, og det er nok ved at være tid til, at man også begynder at få kigget på, hvordan man tilpasser sig den nye virkelighed, herunder at få gennemskrevet både de presseetiske spilleregler, men også indretter sig med beredskab for at gribe ind og rette op, når ens journalistik gør borgerne dummere i stedet for klogere.

Det sidste man kan gøre – og som man kan frygte efter denne ellers ret illustrative sag – er, at man fortsætter som om intet var hændt. Det vil bare yderligere forværre journalisternes troværdighed, fordi deres fejl i dag er meget mere synlige og til offentlig debat end nogensinde før.