Historieløs Politiken-journalistik

Politikens tophistorie søndag var en historie med større perspektiv, end Politiken selv havde forstået, og derfor blev den sært ufuldstændig, – men først og fremmest var den historieløs.

“Pårørende skal passe de syge og ældre mere,” lød det som et budskab, der på flere led jo egentlig kan forekomme ganske sympatisk. Det var jo sådan set dét, vi altid har gjort, indtil politiske flertal i halvtredserne og tresserne lokkede danskerne til at stemme på sig og på kraftige skattestigninger til gengæld for løftet om, at staten overtog opgaver som ældrepleje, børnepasning, sygeomsorg osv., – opgaver, som hidtil havde ligget hos netop de pårørende. Og det er jo sådan set dét, vi i den ideelle verden helst ville, nemlig at have den fornødne tid, empati og næstekærlighed til, at vi selv tog os af vores nærmeste. I stedet har vi valgt at få fremmede til at tage opgaven via velfærdssamfundet. Sådan har det været i de seneste 40-50 år.

Men som altid og tilbagevendende fattes velfærdsstaten penge trods det tårnhøje skattetryk, og når man rent politisk har ramt en mur, hvor det realpolitisk ikke længere er en mulighed at presse skatten yderligere op, ser man det nu som en mulighed fortsat at opkræve skattekronerne, men alligevel at begynde at smide velfærdsopgaverne tilbage i hovedet på borgerne.

Politiken har opregnet en stribe af medløbende eksperter og ivrige interessenter, der alle forklarer og taler varmt for, at staten skal fraskrive sig ansvaret for velfærdsopgaver, den under politiske løfter opkræver skattekroner for, mens der ikke er en enkelt kritisk kilde, som problematiserer udviklingen.

At Politiken så tilmed bringer en så markant opsat forsidehistorie som denne uden i hvert fald at bringe perspektivet tilbage i historien til før opfindelsen af velfærdssamfundet, er netop et udtryk for historieløs journalistik: Hvorfor er man ikke kritisk over for, at velfærdsstaten er grundlagt på nogle smukke (men tilsyneladende uholdbare) visioner om, at staten ville overtage nogle kernevelfærdsopgaver for et relativt beskedent beløb?

Det lykkedes jo i starten, men siden fortsatte skattetrykket mod himlen, tingene løb løbsk igennem halvfjerdserne og firserne, og som det nærmede sig det absolutte absurditetsniveau, måtte man altså ty til i stedet beskære i selvsamme kernevelfærd.

Men når nu politikerne i stigende grad og på andre kernevelfærdsområder også plæderer for at vi begynder at skrue tiden tilbage til før velfærdsstaten, og opgaverne skal tilbage til borgerne, er der vel rimelig grund til at forvente, at de skattepenge, politikerne har opkrævet under løfte af at ville bruge dem til de syge, de gamle, børnene osv. så bliver sendt tilbage til skatteborgerne.

For hvad kalder man egentlig ellers dét at nogen tager penge for en vare uden efterfølgende at levere den? Løftebrud? Eller måske bare simpelt bedrageri? Den vinkel fik Politiken heller ikke med.