Offentligt bedrag om håndværkerfradraget

Som en del af regeringens aftale med Venstre blev det besluttet at fjerne det særlige fradrag for udgifter til håndværkere – den såkaldte BoligJobordning, og som har fået status af at være den rene gavebod fra politikere til borgerne.

Medierne fik imidlertid aldrig fortalt den virkelig vigtige historie om selve årsagen til ordningen og det faktum, at den reelt er et sygdomstegn i samfundsøkonomien. Det man reelt forsøger at rette op på med håndværkerfradraget er skattesystemets meget uheldige og ufortalte ´konsekvenser for vækst, beskæftigelse, sort arbejde og i form af hård konkurrence fra østeuropæiske håndværkere.

Er man en ganske almindelig skatteborger, der kun kender til ordningen via mediernes overfladiske dækning, får man den opfattelse, at håndværkerfradraget er endnu en behagelig gave af de mange, velfærdssamfundet og det høje skattetryk kaster af sig. Har man håndværkerregninger for 15.000 kr., er man så heldig, at man får 5.000 gode skattekroner retur. Godt vi har velfærdsstaten til at smide penge i kassen, når håndværkerregningen skal betales. Det er næsten for godt til at være sandt, – og det er det jo netop: For godt til at være sandt.

For håndværkerfradraget er på ingen måde en gave, men en symptombehandling på et alvorligt økonomisk problem. Et fradrag er i sin substans en skattemæssig kompensation for noget, som er blevet for dyrt til at bære sig selv og i dette tilfælde til, at det købes i det omfang, politikerne og samfundet kunne ønske sig det. Det er i udgangspunktet oftest netop politikernes og statens skyld, når noget bliver så dyrt, at det må støttes med fradrag. Sådan er det med håndværkerfradrag, sådan er det med kørselsfradraget og sådan var det oprindeligt med rentefradraget, som vi er ved at slippe af med igen, men som var nødvendiggjort af uansvarlig økonomisk politik.

Det er staten, som i første omgang gennem verdens højeste skattetryk og momssatser, har drevet priserne for håndværkerydelser op i et niveau, hvor stadig flere mennesker holder op med at købe dem og i stedet bruger deres egen sparsomme fritid på håndværkerarbejde i hjemmet. Og det er staten, som efterfølgende paradoksalt nok yder statsstøtte for at fremme borgernes evne til at købe samme håndværkerydelser. Vi tager en stor luns med den ene hånd og giver en lille luns tilbage med den anden.

For håndværkerfradraget er indført som økonomisk kompensation, statsstøtte, som en konsekvens af, at almindelige mennesker kun i begrænset omfang har råd til at betale håndværkere, der rask væk koster 450-550 kr. i timen, inklusive moms. Timebetaling for kørsel og for påbegyndte timer udhuler den reelle værdi af arbejdet yderligere.

For at kunne betale en håndværker for en times arbejde, vil mange typisk skulle tjene omkring 1000 kr. før skat. Og når først man skal betale sin egen skat – de første 500 kr. – hvorefter staten tager yderligere omkring en hundredekroneseddel fra håndværkerens timepris, vil der efter moms og til håndværkerens indtægt og efterfølgende beskatning være 350-400 kr. tilbage, som vedkommende selvfølgelig også skal betale omtrent halvdelen i skat af.

De 1000 kr., som en borger skulle tjene for at få en håndværker til at arbejde i en time, er altså med statens mellemkomst blevet til lige under 200 kr. Staten tog 80 pct. ud af de 1000 kr., og på den måde fortæller de rå tal historien om, hvorfor håndværkerfradraget er politikernes skjulte erkendelse af, at skattetrykket skader beskæftigelsen og væksten.

Statens næsten konfiskatoriske indgreb i en sådan transaktion mellem en borger og en håndværker er selvfølgelig derudover en helt logisk forklaring på to andre væsentlige samfundsproblemer – sort arbejde og det faktum at østeuropæiske håndværkere kan levere håndværkerydelser til langt lavere priser end danske – også selvom de arbejder på danske overenskomstmæssige vilkår.

Selve kompensationen – håndværkerfradraget – betyder, at en borger får en tredjedel retur for håndværkerregningen eksklusive moms. I dette tilfælde sender staten altså mellem 120 og 135 kr. tilbage ud af de 800 kr., som staten opkrævede undervejs fra borger til håndværker, og på den måde udgør håndværkerfradraget rent faktisk blot en ganske beskeden tilbagebetaling af den markante fordyrelse, som staten via høje skatter, moms og afgifter har påført dette arbejde.

Måske ville det bedste og i hvert fald mest ærlige bare være at erkende problemerne ud i det åbne og begynde at kigge på, hvordan borgerne igen får råd til at betale professionelle håndværkere for at udføre håndværkerarbejde til gavn for vækst og beskæftigelse, til bekæmpelse af sort arbejde og som håndsrækning til at føre håndværkerarbejdet tilbage fra østeuropæiske håndværkere til danske håndværkere, der står uden arbejde. Det er statens – ikke de danske håndværkeres skyld – at danske håndværkere bliver så hårdt presset udefra.

Man kan da kun undre sig over, hvordan håndværkerfradraget i den offentlige debat kun fremstilles som en gavebod, for det svarer til, at man glæder sig over, at en patient får en halvdårlig behandling i stedet for at interessere sig for, hvorfor patienten er blevet syg.