Så kom der endelig en ny epidemi

Det har været lidt tyndt på det sidste. Vi husker omtrent 15 år tilbage, hvor luftvejssygdommen SARS fik folk til at gå fuldstændig amok.

Jeg prøvede selv at sidde en dag i et S-tog med noget hoste, jeg havde fået raget til mig. En kvinde overfaldt mig verbalt og flygtede fra kupéen, fordi hun var overbevist om, at jeg havde SARS, og at jeg udsatte mine omgivelser for farlig smitte. Behøver jeg at sige, at jeg overlevede?

Senere kom fugleinfluenzaen og efter den ebola. Fælles for alle fænomener er en komplet afsporet hysteri hos medierne, der med alle midler og kæmpepløkker på forsiderne opildnede en frygt og bekymring hos befolkningen, som i alle disse tilfælde viste sig at være komplet ubegrundede.

Lidt mere afdæmpet blev det annonceret, at ebola var udryddet. Det var en fantastisk nyhed, en konstruktiv nyhed, som Ulrik Haagerup ville sige. Men jeg tvivler på, at ret mange opdagede den. Omtalen af udryddelsen har i omfang været en brøkdel af den omtale, som medierne brugte på at hidse masserne op – helt grundløst, skulle det vise sig.

Nu har vi så fået en ny truende virus – zika-virussen. Heldigvis, sidder de nok og føler inde på redaktionerne, for så kan man tage endnu en tur i hysterimøllen til glæde for de redaktører og journalister, hvis succeskriterier for livet er styret af, hvor mange klik en historie får, eller hvor mange seere et indslag fik. Så er det ligegyldigt, om historien holdt vand eller om den oplyste og uddannede modtagerne.

TV 2 er allerede godt i gang, og tag jer i agt derude – det bliver meget værre.

Posted in mediehysteri, Uncategorized | Comments Off

Danskerne: Medierne støtter rød blok

Er danske journalister røde? Og har medierne favoriseret Helle Thorning-Schmidt i valgkampen?

Det er spørgsmål, som har fyldt meget de senere uger, især på de sociale medier. Ophidselsen har indimellem været voldsom, og valgkampen har været fuld af beskyldninger mod medierne om en klar rød bias, vel nok kun brudt af den episode, hvor TV 2 i en interview-aftale med Lars Løkke indvilgede i at udelade et spørgsmål, han ikke ville svare på.

Nu har nyhedsmediet Avisen.dk stillet sine læsere spørgsmålet, og næsten 10.000 har svaret. Af dem mener hele 9 ud af 10 danskere, at medierne har favoriseret Thorning og dermed har valgt side. Kun 4 pct. mener, at Løkke er blevet favoriseret. Avisen.dk har et centrum-venstre værdigrundlag, så man vil ikke kunne forklare det markante resultat med, at det overvejende skyldes utilfredse blå vælgere, der føler sig forsmået i valgdækningen.

Målingen – skulle man tro og egentlig også håbe – må tænde de helt store alarmklokker på redaktionerne rundt omkring. Havde der vist sig en fifty-fifty fordeling eller deromkring, kunne man have slået det hen med den såkaldte “fjendtlige medier”-effekt, og at alt er godt, når bare alle er lige utilfredse. Men 90 pct. er en meget høj andel af befolkningen, der således næsten enstemmigt finder, at danske medier er i gang med at påvirke valgresultatet – en uhørt situation i et demokrati.

Den ophidsede debat, voksende anklager mod medierne og nu denne opsigtsvækkende måling synes at tegne et billede af en ulmende, fundamental tillids- og troværdighedskrise i store dele af befolkningen, der føler sig snydt for deres berettigede krav om fair, nuanceret og balanceret journalistik. Det gælder tilsyneladende både blå og røde vælgere. En sådan krise har der været optræk til gennem mange år qva vedvarende anklager fra borgerne om, at journalister er røde – anklager som aldrig er blevet taget særlig alvorligt.

Og også i løbet af valgkampen har alle mediechefer og journalister afvist kritikken af en favorisering af Thorning som værende helt grundløs. En sådan kategorisk afvisning er en farlig strategi, der risikerer at distancere medierne yderligere fra befolkningen, der helt tydeligt har en helt anden opfattelse af virkeligheden.

Hidtil har kritikken til dels kunnet affejes med, at journalister er for professionelle til at lade deres personlige værdigrundlag afspejle sig i journalistikken. Den markante måling synes at være et kraftigt advarselssignal om, at den forklaring køber danskerne, om de er røde eller blå, ganske enkelt ikke.

Det har medierne hidtil kunnet være ret ligeglade med, og det har man da også altovervejende været i denne valgkamp qva den rituelle afvisning af kritikken, som man altid har kunnet kontrollere via mediernes monopol på adgangen til mediekanalerne. Den monopolstatus er imidlertid under forandring i kraft af borgernes adgang til og stærkt øgede brug af sociale medier – et fænomen, der har vist sig i særlig grad i denne valgkamp og også vil gøre det i fremtiden.

Målingen rammer også ned i den årtier lange sang om, at journalister er røde, og at det afspejler sig i mediebilledet.

Denne diskussion er todelt:

Der er den del, som siger, at journalister er røde, hvilket er en påstand, der ret entydigt har vist sig gennem undersøgelser, hvor alle umiddelbart kendte undersøgelser fortæller, at mellem 63 og 80 pct. af journalisterne stemmer på partier i rød blok. Det er en markant skævvridning i forhold til befolkningen som helhed, der er delt med cirka halvdelen på hver blok. Ingen kendte undersøgelser har indikeret, at journalister er i nærheden af at stemme som befolkningen som helhed.

Den anden del af diskussionen går på, at journalister påstås at være røde lejesvende, altså at de ikke bare stemmer rødt, men at farven også afspejler sig i deres journalistiske arbejde.

Denne del af diskussionen har været vanskeligere at af- eller bekræfte. Forskning har dog indikeret, at der ikke er en sådan afsmitning fra journalisternes politiske værdigrundlag, omend man kan forestille sig, at det som led i denne forskning ikke har været muligt at opstille et parallelscenario: Hvordan ville journalistikken og den offentlige dagsorden se ud, hvis journalisters havde stemt som befolkningen som helhed? Det vil være en noget tvivlsom påstand at hævde, at alt ville have været det samme.

Uanset hvad er denne forskning ganske ude af harmoni med befolkningens virkelighedsopfattelse i hvert fald af den journalistiske dækning af denne valgkamp. Avisen.dk’s måling er ganske vist uvidenskabelig, men dog med 10.000 respondenter ret omfattende, og den indikerer et usædvanlig klart og utvetydigt billede af befolkningens syn på mediernes dækning.

Borgernes oplevede virkelighed af mediernes valgkampsdækning adskiller sig markant fra den faktiske virkelighed, som medierne selv hævder.

Måske de 10-15 centrale mediechefer, chefredaktører og nyhedsdirektører, der reelt alene og (for) magtfuldt styrer den journalistiske kurs her i landet, gjorde klogt i at lægge deres hidtidige strategi – benægt, benægt, benægt – væk og i stedet begynde at tage kritik alvorligt ved at gå i dialog med læserne og seerne. Den nuværende vej fører bare til mere mistillid og tabt troværdighed. Journalister har derimod hårdt brug for øget troværdighed.

Posted in Uncategorized | Comments Off

Læren af historien om 3

Selvom Politikens temmelig mislykkede historie om teleselskabet 3 endte med at blive beklaget – i hvert fald delvist – i søndagens Presselogen, var der i panelet ikke den store vilje til at reflektere over, hvad der må være læren ovenpå historien og dens mange utilsigtede, negative effekter.

I stedet fortabtes diskussionen for en stor dels vedkommende i mindre feinschmecker-detaljer, mens det virkelig alvorlige stod tilbage uberørt:

Hvordan forestiller man sig egentlig, at medierne i dag bare kan arbejde og fungere upåvirket videre og på samme vis, som man gjorde for indtil bare tre eller fem år siden, dengang der endnu ikke fandtes sociale medier? Tiderne er forandrede, og med tiderne er medierne nødt til også at ændre sine arbejdsmetoder – af hensyn til offentligheden og omverdenen og især af hensynet til journalistikkens egen troværdighed, der i forvejen er hårdt ramt.

Shitstormenes indtog er yderst skadelige, uanset om de går ud over en minister, en organisation eller en virksomhed, så når et eller flere medier med en skarptvinklet historie tænder ild til en forargelsesstorm i folkedybet, skal man f… mere end nogensinde have fuldstændig styr på grundlæggende journalistiske idealer som fairness, akkuratesse og balance. Har man siddet og botaniseret i informationerne, så pådrager man sig i dag et langt større ansvar end tidligere, fordi ens historie har så voldsom effekt. Historien om Jensens Bøfhus var en anden sag, hvor medierne på pinligste vis nøje havde udvalgt de informationer, der passede ind den David-og-Goliath historie, man på forhånd havde besluttet sig for. De enkelte detaljer var som i 3-sagen mestendels korrekte hver for sig, men måden informationerne blev strikket sammen på gav offentligheden et komplet forvrænget billede af virkeligheden.

Vi har aldrig tidligere set en shitstorm rejse sig så hurtigt og så voldsomt, som Politikens historie gav anledning til i tirsdags, grundigt boostet af DRs eklatante svigt udi selvstændig research, kombineret med en manglende evne til at læse og forstå Politikens historie, hvor vigtig information var skilt ad og puttet ind forskellige steder. Resultatet var, at uanset hvilken korrekt og retvisende historie der måtte have ligget i dokumenterne om skattely, så var den historie, som rejste rundt på alle andre medier og på de sociale medier var en sjældent set rent eksempel på en fjer, der blev til fem høns, så historien i bred forstand endte med at være falsk og direkte vildledende. Og den var så svær at forstå rigtigt for alle andre, at selv Politiken i søndagsavisen excellerede videre med den historie, som man ellers erkendte ikke var den korrekte.

Ét var skaden på teleselskabet 3. Det er alvorligt nok, idet det er en skade, som koster værdier og dermed også på vækst og på arbejdspladser. Noget andet og nok værre er skaden på den demokratiske samtale, hvor medierne forventes at holde demokratiet rent, men hvor man i stedet kommer til at strinte rundt om uden vilje til at gøre rent efter sig, når skaden er sket.

Med de sociale medier er man ikke længere undskyldt, for man har aldrig haft større muligheder for hurtigt at få folkets dom over de historier, man lukker ud. Med indsigten i brugernes modtagelse af historien må også følge forpligtelsen til at handle, når man som i denne sag kan se, at man har fået sendt en historie afsted, der misforstås af hele verden.

Og så er der sket skade på det journalistiske fags troværdighed – igen. Heldigvis, kan man sige, er det gået særlig hårdt ud over Politiken selv og til dels også DR, hvilket man kan forvisse sig om ved at se den massive modreaktion, som de sociale medier også blev bærer af. Og det er den gode nyhed – der er kontant afregning på omdømmet, hvis man tror, at man kan begå fejl uden at gøre en indsats for at rette den, rydde op efter sig og i det mindste indikere, at man har en vilje til at prøve at gøre skaden god igen. I dette tilfælde vil opgaven være nærmest uoverstigelig, for når man om tre år spørger befolkningen om 3-sagen, så vil en ikke ubetydelig del stadig have de forkerte beskyldninger i hovedet og tro, at de manglende skattebetalinger af 1,5 mia. kr. var en direkte følge af skattely, – altså at det danske samfund er blevet snydt for for hundredevis af millioner kroner.

Der rejser sig en række spørgsmål i kølvandet af denne historie: Hvem har ansvaret for et sådant forløb, og ligger der en forpligtelse til at gøre en indsats for at stoppe det, når man kan se, at det går galt? Eller kan man tillade sig at læne sig tilbage og se, at ens historie stikker fuldstændig af?

Som nævnt giver de sociale muligheder forandring af journalistfagets arbejdsbetingelser på mange områder, og det er nok ved at være tid til, at man også begynder at få kigget på, hvordan man tilpasser sig den nye virkelighed, herunder at få gennemskrevet både de presseetiske spilleregler, men også indretter sig med beredskab for at gribe ind og rette op, når ens journalistik gør borgerne dummere i stedet for klogere.

Det sidste man kan gøre – og som man kan frygte efter denne ellers ret illustrative sag – er, at man fortsætter som om intet var hændt. Det vil bare yderligere forværre journalisternes troværdighed, fordi deres fejl i dag er meget mere synlige og til offentlig debat end nogensinde før.

Posted in Uncategorized | Comments Off

Karaktermordet på mobilselskabet 3

En del medier er for tiden naturligt og helt legitimt optaget af dokumenter om multinationale selskabers skatteforhold gennem skatteaftaler i Luxembourg, – så optaget at det jævnligt kammer over og går galt.

Politiken bragte i går en kritisk historie om mobilselskabet 3. Historien skulle angiveligt påvise, at 3′s overskud på 1,5 mia. kr. de seneste fem år ikke er blevet beskattet i Danmark på grund af en særlig skattelykonstruktion i Luxembourg. Men det er forkert.

Sagen kort: 3 har i de seneste fem år genereret et overskud på 1,5 mia. kr., mens selskabet i årene forud – fra 2003-2008 akkumulerede et underskud på 6-7 mia. kr. 3 har med andre ord samlet set slet ikke tjent penge endnu i Danmark efter sine massive investeringer, der har gjort enorm gavn i det danske samfund i form af infrastruktur, konkurrence på teleområdet, vækst og arbejdspladser.

Faktisk mangler 3 stadig at tjene et betydeligt milliardbeløb, før man skal betale skat i Danmark. Det er nemlig sådan her i landet – hvad politikere, journalister og forbrugere øjensynligt ikke aner eller har sat sig ind i – at virksomheder kun bliver beskattet af penge, man har tjent efter, at man har indhentet de tab, man tidligere har haft. Den manglende skattebetaling af de tjente 1,5 mia. kr. er derfor fuldstændig efter bogen og helt normalt. Selve præmissen i Politikens historie var således fundamental forkert.

Men det er en helt normal forretningsmæssig praksis, at virksomheder bruger penge til at investere i at opbygge en forretning, og at det giver underskud i en årrække, hvorefter der går endnu en årrække, inden tabene er tjent hjem. Og indtil det er sket, betaler man selvfølgelig ikke skat, men det véd almindelige danskere ikke. Det er mere overraskende og uheldigt, at heller ikke journalister og politikere véd det, og det er én af de alvorlige problemer ved de åbne skattelister: At uvidende mennesker kan tjekke, om virksomheder betaler selskabsskat uden at vide, hvilke konkrete forhold der er årsag til det.

Politikens historie er snedigt opbygget. Den starter med helt korrekt at fortælle, at 3 har tjent 1,5 mia. kr. de seneste fem år, og at ingen af disse penge er kommet til beskatning i Danmark og undlader her at redegøre for årsagen til den manglende beskatning i Danmark.

Herefter følger i stedet en detaljeret beskrivelse af Hutchison Whampoas luxembourgske skattekonstruktion, og selvom Politiken behændigt undlader eksplicit at hævde, at denne konstruktion er selve årsagen til den manglende danske beskatning, så efterlades læserne ikke med nogen tvivl om en sådan sammenhæng. Reaktionerne udebliver ikke fra politikere og ministre, der farer hårdt ud uden dels at sætte sig ind i den lovgivning, de selv har vedtaget, dels at sætte sig ind i de konkrete skatteforhold omkring 3 – hvad der ville have taget 10 minutters banal research.

Den opfattede sammenhæng mellem den luxembourgske skattekonstruktion og 3′s manglede skattebetaling er således en vildfarelse, og den fortsætter igennem hele dagen. Politiken gør hen over dagen ingenting for at rette misforståelsen, selvom det må stå klart på Politikens redaktion, at de voldsomme reaktioner ikke kan bæres af dét materiale, Politiken sidder inde med. Heller ikke på andre medier foretager man sig skyggen af selvstændigt journalistisk arbejde – bortset fra at skrive efter Politiken – selvom det ikke ville kræve nogen stor indsats at gennemskue vildfarelsen.

På Politiken siger redaktionschef John Hansen:

“Jeg vil selvfølgelig fastholde, at vi – så vidt det nu er muligt ud fra tilgængelige regnskaber, selskabsregistre samt det indblik, som skatteaftalerne i Luxembourg giver – sidder med et korrekt billede af forholdene,” idet han også erkender, at “langt fra alt er taget med.” Det gælder altså også den centrale oplysning om, at det akkumulerede underskud er den reelle, lovlige og fuld legitime årsag til den manglende skattebetaling og ikke skattelyet i Luxembourg.

Hen over dagen fulgte både BT og Ekstra Bladet trop uden selvstændig research, og selv TV 2 og TV-avisen tog historien, selvom 3 på dette i øvrigt alt for sene tidspunkt havde fået sendt en meddelelse ud, der fjernede historiens præmis.

Tilbage står endnu et eksempel på, hvordan medier og politikere/magthavere i en særdeles uskøn symbiose kan skabe en dagsorden, hvor offentligheden direkte vildledes, og hvor læserne, forbrugerne og vælgerne er dummere, end da de stod op om morgenen. Borgerne havde været bedre tjent med, at alle der bidrog til “festen” var blevet hjemme i sengen i går.

Tilbage vil der alligevel stå, at nogen leder efter et strå at klamre sig til: “Jamen, det er jo umoralsk.”

Hutchison Whampoas skatteforhold omkring Luxembourg kan naturligvis diskuteres ud fra en moralsk målestok, men det vedrører bare på ingen måde det danske selskab. Her har man ikke betalt skat af årsager, der er fuldt lovlig, helt normale og som både er juridisk og moralsk uangribelig, idet selskabet uanset den “afslørede” skattekonstruktion ikke havde skullet have betalt skat i Danmark under nogen omstændigheder.

Det er imidlertid under alle omstændigheder en særdeles uheldig glidebane for medier at gøre sig til dømmende magt i spørgsmål om moral i virksomheders skattebetalinger i det omfang, disse i øvrigt ligger inden for gældende lovgivning. Virksomheder må holde sig til den juridiske lov, mens en moralsk lov er problematisk, den er demokratisk illegitim, idet den er hemmelig, den er ikke vedtaget i Folketinget efter Grundlovens forskrifter, og vi aner ikke, hvilken moral der er et demokratisk flertal bag. Så hvis moral skal virksomheder så egentlig følge? Din, kære læser? Din nabos? Eller journalisters?

Posted in Uncategorized | Tagged , | Comments Off

Armslængdeprincippet og “1864″

Armslængdeprincippet misbruges ofte og gerne i den offentlige debat som argument for at prøve at begrænse politikere, ministre, meningsdannere og andre  i at have holdninger til, hvordan offentlige midler anvendes især i kunsten og kulturen – især selvfølgelig de holdninger, man ikke kan lide.

Sådan har også debatten om den noget kontroversielle “1864″ givet anledning til, at nogen forlanger at få munden lukket på kritikerne med henvisning til dette princip.

Det kræver imidlertid ikke meget mere end en nærlæsning af definitionen af “armslængdeprincip” i Den Store Danske for at konstatere, at dette i øvrigt udmærkede princip ikke giver belæg for at fortælle andre mennesker, hvad de må mene noget om, og hvad der skulle være forbudt at have en holdning til.

Der står nemlig udtrykkeligt, at armlængdeprincippet er baseret på, hvem der træffer beslutning om hvad. Bemærk ordet “beslutning”. Der står intet om andet end “beslutning”. Dvs. det politiske system skal træffe beslutning om eksempelvis overordnede kunstneriske og kulturelle formål, mens de konkrete beslutninger træffes af eksempelvis råd og nævn.

Der står ingenting om, at dem der traf den overordnede beslutning ikke efterfølgende må have en mening om resultatet af den efterfølgende konkrete beslutning. Det manglede da i øvrigt også bare.

Man plejer jo at sige, at den der betaler  musikken også bestemmer melodien. Det er den kobling, som er sat ud af kraft med armslængdeprincippet, og som er bredt anerkendt. Det tjener bla. til beskyttelse af den kunstneriske frihed.

Men når de sidste toner har lydt, og ballet er forbi, vil det være underligt, om man ikke har lov til at evaluere og kritisere, hvorvidt den konkrete beslutning blev eksekveret ud fra de tanker, som den overordnede beslutning blev truffet ud fra. Ja, man skulle da nærmest mene, at det er et krav fra borgerne og vælgerne, at politikerne ikke bare skal agere julemænd for et ikke helt billigt kulturliv og uddele skatteborgernes hårdt tjente penge, og at de så ikke efterfølgende skulle have ret til at kritisere den måde, pengene endte med at blev brugt på.

Ønsker politikerne at bruge midler til klassisk musik, og modtagerne efterfølgende bruger pengene på rytmisk musik, har politikerne selvfølgelig ret til at have en mening om det, og har man givet bevilling til et historisk tv-drama, og man efterfølgende ikke synes, at det er dét, man har fået, så vil det da være underligt, om man som bevilgende politiker ikke sige et kritisk ord. Måske mener armslængdeprincip-vogterne, at kun de politikere, der har godt at sige om det færdige resultat, har lov til at udtrykke sig. Eller de må måske heller ikke sige noget?

Enhver – og heldigvis for det – kan i et demokrati da mene, hvad de vil om hvad som helst. Det gælder også politikere, om de er røde, blå eller grønne.

Nogle har også brugt armslængdeprincippet som løftestang for at prøve at lukke munden på de mange politikere, der har været ret negative over DRs planer om at nedlægge UnderholdningsOrkestret.

Det er imidlertid bare et andet dårligt eksempel på anvendelsen af armslængdeprincippet, fordi UnderholdningsOrkestret er eksplicit fastlagt som en forpligtelse i DRs public service-kontrakt under punktet “Ensembler, at DR skal drive en række kor og orkestre, herunder dette orkester.

Et bredt politisk flertal har således besluttet en række nærmere definerede krav i form af en public service-kontrakt. Jeg har aldrig tidligere hørt nogen påstå, at DRs public service-kontrakt er i strid med armlængdeprincippet, hvilket skulle være konsekvensen, hvis ikke politikere fra højre til venstre må have en mening om DRs ret kontroversielle beslutning. Tværtimod kan man endda argumentere for, at DR handler i strid med et bredt politisk flertals beslutning, idet dette politiske flertal ikke har truffet beslutning om at fjerne denne forpligtelse fra public service-kontrakten.

Det er superfint, at journalister holder øje med magthaverne, og at man hæver øjenbrynene, hvis armslængdeprincippet brydes.

Det kræver imidlertid, at man – og det gælder især medierne og journalister med deres særlige privilegier i form af adgang til offentligheden – anstrenger sig for at holde sig til den korrekte forståelse af armslængdeprincippet og ikke bidrager til fordummelsen ved bevidst at føre fejl- eller overfortolkninger til torvs. Det bliver den offentlige debat mildest talt ikke bedre af.

Men det gavner måske den enkelte journalists private kæphest.

Posted in DR, Uncategorized | Tagged , | Comments Off

Tillykke med pressen, Vestager

Det ligger lige for at gratulere Margrethe Vestager for udnævnelsen til dansk kommissær i EU – og tilsyneladende også med udsigt til en ganske tung kommissærpost.

Det er dog også på sin plads at lykønske hende med 20 år i dansk politik og syv år som partileder for ét af Danmarks suverænt mest indflydelsesrige partier – uden at have været udsat for kritisk journalistik.

Det er ikke overgået nogen andre i samme periode: Lars Barfoed, Pia Kjærsgaard, Poul Nyrup Rasmussen, Lars Løkke Rasmussen, Helle Thorning-Schmidt, Naser Khader, Per Stig Møller, Lene Espersen, Villy Søvndal, Annette Vilhelmsen, Mogens Lykketoft – en perlerække af partiledere gennem de seneste mange års dansk politik, der alle som én har skullet tage imod læsterlige tæv i pressen – for det ene eller det andet og for både vigtige ting og de mest pinlige ligegyldigheder. Hvis der er noget, der tiltrækker dårlig omtale på det meget personlige plan, så er det at blive partileder i Danmark.

Søren Pape Poulsen, som er det seneste eksempel, havde ikke siddet mange timer, før pressen fandt historier frem om fartbøder og andet godt. Og han har siden været den helt store mølle igennem.

Margrethe Vestager er en undtagelse. En opsigtsvækkende undtagelse. Uden at det umiddelbart kan forklares. Hun er endda flere gange blevet kåret som Danmarks mest magtfulde person og tilmed mere magtfuld end selv statsministeren, og som magtfaktorer virker under normale forhold som magneter på kritisk journalistik.

Det er velkendt, at pressens opgave først og fremmest er at holde magthaverne i ørerne, så selvfølgelig skal partiledere og ministre tåle at blive gennemheglet på kryds og tværs – indimellem endda helt ud i absurde. Men altså ikke Margrethe Vestager. Årsagen kendes ikke. Men bare det ikke har noget at gøre med journalisters sym- og antipatier. I hvert fald tyder noget på, at dansk presse løber for meget i samme retning, og at mangfoldigheden halter.

Selv dagpengeballaden, der har trukket hundredevis af historier, har hun behændigt styret udenom, selvom enhver véd, at det er de radikale, som står hårdt fast på, at reformen ikke skal ændres. Men det er Thorning og andre, som tager alle tævene i pressen, selvom – hvis der altså skal uddeles tæv i første omgang – Vestager burde være boksebolden.

Margrethe Vestagers ledelsesstil har – igen i modsætning til mange andre partiledere – heller ikke været til debat, selvom man ellers ikke skal lytte meget på vandrørene for at fornemme en utilfredshed med en leder, der ikke tåler modsigelse, og som har flyttet partiet langt væk fra oprindelige værdier, hvor frisind og tolerance var blandt de vigtigste. I dag er der ret mange menneskelige og personlige almindeligheder og kvaliteter, partiet ikke tolererer og vil tvinge folk til at lave om på. Dygtige politikere som Naser Khader, Anders Samuelsen og Simon Emil Ammitzbøll har de radikale stødt fra sig uden, at det har givet anledning til et kritisk pip.

Margrethe Vestager undgik også fuldstændig kritik under de ufattelig mange historier, der blev lavet om regeringens løftebrud. Selvfølgelig var det i første række S og SF, som helt uanstændigt lovede vælgerne en masse gaver uden samtidig at fortælle, at det altså krævede et rent rødt flertal.

Men alle meningsmålinger viste, at de radikale ville blive det afgørende parti, at det rene røde flertal var mere teoretisk ønsketænkning, og alligevel fedtspillede de radikale ved ikke at tone rent flag under valgkampen. Det manglede da ellers bare, at Vestager havde fortalt om de radikales holdning til S og SFs valgløfter ved offentligt at fortælle, at det altså ikke ville komme til at ske med de radikale stemmer. Det gjorde man ikke. Man tav. Alligevel var det efterfølgende kun S og SF, som fik løftebrudstæskene. Der var aldrig en journalist, som stillede Margrethe Vestager et kritisk spørgsmål om, hvorfor hun ikke sagde fra overfor de uholdbare valgløfter. Måske var det magtbegær – hun ville ikke rokke båden og miste muligheden for regeringsskifte og for selv at blive vicestatsminister. Et interessant motiv der ellers nok burde vække enhver journalistisk vagthunds jagtinstinkt.

På det personlige plan ved vi meget om eksempelvis Helle Thorning og Lars Løkke. Alt for meget. Vi kender en lang række detaljer om deres fortid, deres private økonomiske og personlige forhold, deres tøjstil og meget andet, vi godt kunne have undværet.

Men vi véd intet om Margrethe Vestager. Om det er godt eller skidt, skal jeg ikke gøre mig til dommer over, og jeg véd jo heller ikke, hvad jeg gerne ville have vidst. Men man kan bare konstatere, at pressen har skånet Vestager i forhold til, hvad der er overgået alle andre partiledere. Man har behandlet hende med fløjlshandsker i forhold til alle andre partiledere. Ja, faktisk kan man ud af pressedækningen i forbindelse med hendes afgang igen konstatere, at der ikke er skyggen af kritisk omtale af hende. Tværtimod. Det har været rent hyldest. Tillykke med den altid ukritiske presseomtale, Margrethe. Den slags er uvurderligt for karrieren og de resultater, man slipper igennem med og efterfølgende kan bryste sig med.

Posted in meningspluralisme, Uncategorized | Tagged , , | Comments Off

Krasnik er journalistisk varedeklareret

Der har bredt sig en bizar kritik på sociale medier – vel at mærke fra ganske bestemte grupper med ganske bestemte interesser – over DR-værten Martin Krasniks kritiske interview af lægen Mads Gilbert i Gaza-konflikten. Interviewet var skåret over nogenlunde samme læst, som Krasniks sædvanlige og ikke særlig charmerende stil.

Men i dette tilfælde er der altså mennesker, som i ramme alvor mener, at Krasnik ikke burde have foretaget netop dette interview – af den simple grund, at han er jøde!

Skulle man følge den logik, var der en hel del journalister og studieværter, der skulle afskæres fra at lave mange interviews. Har man en bestemt politisk observans, kan man således ikke gennemføre visse politiske interviews, og det samme må jo gøre sig gældende, hvis man eksempelvis er homoseksuel og skal interviewe en person om bestemte heteroseksuelle forhold – eller omvendt. Og kan man således lave objektiv og uafhængig journalistik om transportpolitik, hvis man er stærk modstander af privatbillisme – eller af kollektiv transport? Tankegangen om at journalister er udelukket fra en stribe emner, som de selv har personlige meninger eller relationer til, er naturligvis komplet uacceptabel og vil få vidtrækkende konsekvenser, hvis den følges til dørs. Derfor må ethvert krav om begrænsninger af Krasniks journalistiske virke også totalt afvises.

Det potentielle problem er i virkeligheden et andet, for i modsætning til Krasniks klart kendte jødiske baggrund er det mest udbredte rent faktisk, at læserne og seerne ikke kender de forskellige journalisters og studieværters personlige interesser, sym- og antipatier, tilhørsforhold, politiske bias osv. osv. Dét er i virkeligheden udfordringen.

Krasnik er derimod fuldstændig journalistisk varedeklareret, og derfor kan alle og enhver selv foretage en vurdering af, om interviewet bare er stærkt kritisk, eller om det er biased. Det er en fuldt ud ærlig, åben og gennemsigtig situation. I modsætning til stort set alle andre journalister og studieværter.

Danske medier afviser at varedeklarere deres journalister, hvorfor journalisternes personlige sympatier og tilhørsforhold egentlig holdes skjult for læserne og seerne. Man lader som om, at disse sympatier og tilhørsforhold slet ikke eksisterer, når bare de holdes hemmelige. Måske skulle man egentlig bare overveje, om læserne og seerne selv er i stand til at vurdere, om de har tillid til den pågældendes journalists integritet og professionelle evne til at holde sine personlige interesser ude af et interview eller en artikel – og således at der er fuldstændig gennemsigtighed? Sagen er, at det vil være grotesk at afkræve enhver udøvende journalist og studievært offentlige redegørelser for, hvem de stemmer på, hvilke foreninger de er medlemmer af, eller om de er aktive i Dansk Ornitologisk Forening. Alle og enhver har naturlige tilhørsforhold og personlige interesser, men man må i udgangspunktet stole på, at journalister og studieværter er professionelle nok til at tilsidesætte disse personlige opfattelser, når de udfører deres arbejde.

Et godt eksempel på de problemer, der kan være mellem mediernes ønske om at holde journalisters private holdninger skjulte og journalisters ret til at mene noget var DRs pinlige og grundlovsstridige fyringstrussel mod DR-studieværten Adam Holm. Truslen udløste en gedigen reprimande fra Folketingets Ombudsmand, der irettesatte DR for at overtræde Grundlovens forbud mod censur. DRs dårlige undskyldning var, at man ikke ville have, at seerne var i tvivl om DR Deadlines journalistiske objektivitet og uafhængighed, og når Adam Holm offentligt havde udtrykt sin stærke skepsis over for religion, mente DR, at man havde et problem. Men havde man det?

Synspunktet er en undervurdering af seernes intelligens. Uanset om Adam Holm har udtrykt sin kradse religionskritik offentligt eller ej, så er det nu engang hans holdning. Forskellen består således alene i, om Holms synspunkter er kommet til offentlighedens kendskab, eller om de er skjulte for offentligheden. Forskellen består endvidere i, om mediet ærligt og gennemsigtigt har varedeklareret den pågældende journalists eller studieværts baggrund. Seerne vil med andre ord være meget bedre klædt på til kritisk at vurdere, om Holm gennemfører religionsrelaterede interviews på en tilstrækkelig professionel måde.

Total åbenhed og gennemsigtighed er, hvad især mainstream-medierne og tabloidpressen selv kræver af alle samfundsaktører fra fødevareproducenter til politikere, der i detaljer offentligt afkræves redegørelser om selv de mest ligegyldige økonomiske interesser og forhold. I det lys virker det indimellem en anelse hyklerisk, når selvsamme medier gør sig så store anstrengelser for at forhindre åbenhed i egne rækker, at man ligefrem griber til grundlovsbrud.

Posted in Uncategorized | Comments Off

Historieløs Politiken-journalistik

Politikens tophistorie søndag var en historie med større perspektiv, end Politiken selv havde forstået, og derfor blev den sært ufuldstændig, – men først og fremmest var den historieløs.

“Pårørende skal passe de syge og ældre mere,” lød det som et budskab, der på flere led jo egentlig kan forekomme ganske sympatisk. Det var jo sådan set dét, vi altid har gjort, indtil politiske flertal i halvtredserne og tresserne lokkede danskerne til at stemme på sig og på kraftige skattestigninger til gengæld for løftet om, at staten overtog opgaver som ældrepleje, børnepasning, sygeomsorg osv., – opgaver, som hidtil havde ligget hos netop de pårørende. Og det er jo sådan set dét, vi i den ideelle verden helst ville, nemlig at have den fornødne tid, empati og næstekærlighed til, at vi selv tog os af vores nærmeste. I stedet har vi valgt at få fremmede til at tage opgaven via velfærdssamfundet. Sådan har det været i de seneste 40-50 år.

Men som altid og tilbagevendende fattes velfærdsstaten penge trods det tårnhøje skattetryk, og når man rent politisk har ramt en mur, hvor det realpolitisk ikke længere er en mulighed at presse skatten yderligere op, ser man det nu som en mulighed fortsat at opkræve skattekronerne, men alligevel at begynde at smide velfærdsopgaverne tilbage i hovedet på borgerne.

Politiken har opregnet en stribe af medløbende eksperter og ivrige interessenter, der alle forklarer og taler varmt for, at staten skal fraskrive sig ansvaret for velfærdsopgaver, den under politiske løfter opkræver skattekroner for, mens der ikke er en enkelt kritisk kilde, som problematiserer udviklingen.

At Politiken så tilmed bringer en så markant opsat forsidehistorie som denne uden i hvert fald at bringe perspektivet tilbage i historien til før opfindelsen af velfærdssamfundet, er netop et udtryk for historieløs journalistik: Hvorfor er man ikke kritisk over for, at velfærdsstaten er grundlagt på nogle smukke (men tilsyneladende uholdbare) visioner om, at staten ville overtage nogle kernevelfærdsopgaver for et relativt beskedent beløb?

Det lykkedes jo i starten, men siden fortsatte skattetrykket mod himlen, tingene løb løbsk igennem halvfjerdserne og firserne, og som det nærmede sig det absolutte absurditetsniveau, måtte man altså ty til i stedet beskære i selvsamme kernevelfærd.

Men når nu politikerne i stigende grad og på andre kernevelfærdsområder også plæderer for at vi begynder at skrue tiden tilbage til før velfærdsstaten, og opgaverne skal tilbage til borgerne, er der vel rimelig grund til at forvente, at de skattepenge, politikerne har opkrævet under løfte af at ville bruge dem til de syge, de gamle, børnene osv. så bliver sendt tilbage til skatteborgerne.

For hvad kalder man egentlig ellers dét at nogen tager penge for en vare uden efterfølgende at levere den? Løftebrud? Eller måske bare simpelt bedrageri? Den vinkel fik Politiken heller ikke med.

Posted in Uncategorized | Comments Off

Småstatsmentalitet kvæler den samfundskritiske journalistik

At Danmark er et lille og nærmest undseeligt land i den store, globale sammenhæng, landets og befolkningens størrelse taget i betragtning, er hverken nyt eller overraskende. Men at vores lidenhed også er lig med mindreværdsfølelse, skader vores evne til selvkritik og dermed blokerer for forbedring og udvikling, er måske mere overraskende.

Vi er små. Uanset vores sporadiske og drypvise succes’er kan vi ikke påstå, at vi har sat store og afgørende fodaftryk på hverken vestlig kultur, verdenshistorien eller noget lignende.

Og egentlig ved vi godt, at vi i forhold til store lande som USA, Storbritannien, Frankrig og Tyskland er næsten ubetydelige. Vi vil gerne være noget i den store sammenhæng, have anerkendelse og ikke bare være det lille land, som mange tror er en hovedstad. Så når vi har lidt at vise frem, og som skaber lidt international opmærksomhed, får den fuld gas i medierne – vi rammes af småstatsmentaliteten.

Det er ret usundt, fordi det ganske markant svækker den kritiske sans. Vi bliver så glade for, at andre anerkender og roser noget dansk, at vi bliver ydmyge og næsten krybende over for det.

Resultatet er en ofte fidel og underdanig journalistik alene om, at noget dansk er blevet rosende og positivt omtalt i et eller flere udenlandske medier. Og så er det, at den kritiske sans forsvinder som ved et trylleslag – i visse tilfælde opnår den eller det omtalte endda næsten hellig status, som ingen i småstaten skal vove at fornærme eller at forholde sig kritisk til.

Helle Thornings spindoktorer har således næppe troet deres eget held, da rygterne om hendes mulige udnævnelse til et EU-topjob begynder at florere. Som dug for solen forsvandt flere års massiv og omfattende kritisk journalistisk dækning af Thornings og hendes evner som statsminister. Løftebrudssnakken, det manglende format, inkompetence – alt det kritiske forstummede med ét.

Efter at spindoktorerne selv og aldeles uden held havde prøvet alt for vende den negative og kritiske omtale, som klæbede til statsministeren, kommer denne gave som sendt fra himlen: International anerkendelse og berømmelse.

Når det store udland med Merkel i spidsen kan bruge Thorning på én af de absolutte internationale topposter, bukker og takker danske journalister, imens de kvitterer med en ordentlig omgang medløbende journalistik, hvor hvert et lille rygte bliver viderebragt uden kritisk sans. Alternativet hertil ville være i stedet at arbejde for enten at få opklaret, hvorfor Thorning er dømt totalt ude som statsminister herhjemme i en lang, lind strøm af dårlige mediesager, mens hun tilsyneladende er mere end kompetent på én af EUs topposter. Noget stemmer ikke.

Er det fordi, danskerne og danske journalister har været for dumme til at se Thornings genialitet, eller er det fordi, udlandet ikke har fulgt med i, hvad Thorning har præsteret eller ikke præsteret herhjemme – at man bare udnævner lederne ud i den blå luft og uden at se på deres bedrifter? Eller endnu værre – er udnævnelsen til EUs topposter måske i virkeligheden bare rendyrket politisk, en beskidt studehandel, uden nogen mål eller idéer for, hvad disse ledere skal opnå til gavn for Europa og den europæiske befolkning? Alle vinkler og mange foruden disse er gode og kritiske historier – ingen af dem finder vej til danske medier. Spørgsmålene hober sig ubesvarede op, og selv hvis Thorning ikke får jobbet, vil hun i lang tid efter være fredet for kritisk journalistik. Det er ikke sundt.

Tidligere på året var Helle Thorning også midt i en anden sammenhæng, hvor Danmark fik udenlandsk opmærksomhed. Det var den amerikanske præsident, Barack Obama, som fra det ovale værelse i forbindelse med et besøg af den danske statsminister hyldede Danmark med ordene “danes have punched above their weight”. Udtalelsen gik rent ind overalt, og vi var bristefærdige af stolthed.

Heldigvis – lige i denne sag – reddede DRs program Detektor den journalistiske ære ved at afsløre, at udtrykket var en fast frase, som Obama skamløst bruger om alle småstater for at løfte deres selvtillid. Se i øvrigt Detektor-indslaget her – det er god journalistik, som gik verden rundt.

Et mere tidløst eksempel på noget særligt dansk, der får international anerkendelse, er den såkaldte “danske model” fra arbejdsmarkedet.

Modellen indeholder uomtvisteligt en række enestående fordele. Men intet er perfekt, og selvom det er åbenlyst, at modellen også har sine svage sider, så vover ingen medier eller journalister at kritisere den danske model som den helligdom, den er. Lærerkonflikten – hvor nogen mente, at man kunne Bjarne Corydon skulle bære to kasketter som både arbejdsgiver og som lovgiver – viste, at den danske model nok er det bedste, vi lige har her og nu. Men fejlfri er den ikke.

I petit-afdelingen for national stolthed finder man tilsvarende Danmarks internationale succes vedrørende dramaserier og spillefilm. Det skaber uanede mængder omtale, hver gang nogen i udlandet roser os. Alene at en tv-serie sælges til et andet land, udløser hyldende omtale. Selv en cykelbro i København kan få omtale af, at den er internationalt omtalt. For ikke tale om hvor vildt det er, når en tvivlsom undersøgelse viser, at København er verdens bedste by at bo i, eller at danskerne er verdens lykkeligste folk. Det varmer, når de lægger mærke til os i det store udland.

Omvendt er vi ualmindelig modvillige i forhold til at anerkende andres succes’er, og at de danske løsninger ikke altid er så gode som dem, andre lande har udviklet.

Det er et helt særligt kendetegn ved småstatsmentaliteten, at det er så svært at anerkende, at man på et område hvor man hævder sig bedre end alle andre og så skulle anerkende, at andre lande alligevel gør det bedre end os.

Vi er for eksempel ret overbeviste om, at ingen andre lande matcher den den danske velfærdsstat, der jo er verdens bedste, at vi har verdens bedste sundhedssystem, verdens bedste uddannelsessystem – ja, verdens bedste af alting. Det er den historie, vi gerne fortæller os selv og især til vores udenlandske venner, som nok ser os anderledes.

Overbevisningen om at vi er det bedste og har det bedste er styrende for, at det er ok at have verdens højeste skattetryk, fordi det jo er ok, når man har verdens bedste velfærdsstat – paradoksalt i lyset af at en række andre lande klarer sig indlysende bedre på en række velfærdsområder end Danmark med færre midler og lavere skattetryk. Det er altså et rent kollektivt selvbedrag, måske fordi vi ikke kan leve med tanken om, at vi ikke er de bedste.

Et flertal af danskerne er ligefrem tilfredse med størrelsen af den offentlige sektor og har derved afvist overhovedet at forholde sig til, at andre landes mindre, offentlige sektorer kan klare samme opgaver lige så godt eller bedre. Man frygter ligefrem velfærdsstatens undergang, hvis vi skulle gå fra at have verdens største offentlige sektor og skattetryk til blot at have placeringen som nummer 2 eller 3. Et klart tegn på at vi har tabt hovedet i forhold til at have en sund og kritisk tilgang til vores samfundsindretning.

Diskussionen om hvad vi kan lære af andre lande er ikke populær eller ønsket og er som konsekvens heraf også komplet fraværende i den danske journalistik. Danske mainstream-medier afstår fra systematisk at åbne danskernes øjne for, at andre landes måder at indrette sig på sagtens kan være lige så godt eller bedre.

Resultatet er en provinsiel samfundsukritisk journalistik med fokus på vores egen navle. Borgerne er som de tre små aber, lykkeligt fri for at høre om, når andre lande leverer bedre sundhedsvæsen, ældrepleje og uddannelsessystemer, end vi har i Danmark. For vi er jo selv de bedste.

Posted in Uncategorized | Tagged | Comments Off

Offentligt bedrag om håndværkerfradraget

Som en del af regeringens aftale med Venstre blev det besluttet at fjerne det særlige fradrag for udgifter til håndværkere – den såkaldte BoligJobordning, og som har fået status af at være den rene gavebod fra politikere til borgerne.

Medierne fik imidlertid aldrig fortalt den virkelig vigtige historie om selve årsagen til ordningen og det faktum, at den reelt er et sygdomstegn i samfundsøkonomien. Det man reelt forsøger at rette op på med håndværkerfradraget er skattesystemets meget uheldige og ufortalte ´konsekvenser for vækst, beskæftigelse, sort arbejde og i form af hård konkurrence fra østeuropæiske håndværkere.

Er man en ganske almindelig skatteborger, der kun kender til ordningen via mediernes overfladiske dækning, får man den opfattelse, at håndværkerfradraget er endnu en behagelig gave af de mange, velfærdssamfundet og det høje skattetryk kaster af sig. Har man håndværkerregninger for 15.000 kr., er man så heldig, at man får 5.000 gode skattekroner retur. Godt vi har velfærdsstaten til at smide penge i kassen, når håndværkerregningen skal betales. Det er næsten for godt til at være sandt, – og det er det jo netop: For godt til at være sandt.

For håndværkerfradraget er på ingen måde en gave, men en symptombehandling på et alvorligt økonomisk problem. Et fradrag er i sin substans en skattemæssig kompensation for noget, som er blevet for dyrt til at bære sig selv og i dette tilfælde til, at det købes i det omfang, politikerne og samfundet kunne ønske sig det. Det er i udgangspunktet oftest netop politikernes og statens skyld, når noget bliver så dyrt, at det må støttes med fradrag. Sådan er det med håndværkerfradrag, sådan er det med kørselsfradraget og sådan var det oprindeligt med rentefradraget, som vi er ved at slippe af med igen, men som var nødvendiggjort af uansvarlig økonomisk politik.

Det er staten, som i første omgang gennem verdens højeste skattetryk og momssatser, har drevet priserne for håndværkerydelser op i et niveau, hvor stadig flere mennesker holder op med at købe dem og i stedet bruger deres egen sparsomme fritid på håndværkerarbejde i hjemmet. Og det er staten, som efterfølgende paradoksalt nok yder statsstøtte for at fremme borgernes evne til at købe samme håndværkerydelser. Vi tager en stor luns med den ene hånd og giver en lille luns tilbage med den anden.

For håndværkerfradraget er indført som økonomisk kompensation, statsstøtte, som en konsekvens af, at almindelige mennesker kun i begrænset omfang har råd til at betale håndværkere, der rask væk koster 450-550 kr. i timen, inklusive moms. Timebetaling for kørsel og for påbegyndte timer udhuler den reelle værdi af arbejdet yderligere.

For at kunne betale en håndværker for en times arbejde, vil mange typisk skulle tjene omkring 1000 kr. før skat. Og når først man skal betale sin egen skat – de første 500 kr. – hvorefter staten tager yderligere omkring en hundredekroneseddel fra håndværkerens timepris, vil der efter moms og til håndværkerens indtægt og efterfølgende beskatning være 350-400 kr. tilbage, som vedkommende selvfølgelig også skal betale omtrent halvdelen i skat af.

De 1000 kr., som en borger skulle tjene for at få en håndværker til at arbejde i en time, er altså med statens mellemkomst blevet til lige under 200 kr. Staten tog 80 pct. ud af de 1000 kr., og på den måde fortæller de rå tal historien om, hvorfor håndværkerfradraget er politikernes skjulte erkendelse af, at skattetrykket skader beskæftigelsen og væksten.

Statens næsten konfiskatoriske indgreb i en sådan transaktion mellem en borger og en håndværker er selvfølgelig derudover en helt logisk forklaring på to andre væsentlige samfundsproblemer – sort arbejde og det faktum at østeuropæiske håndværkere kan levere håndværkerydelser til langt lavere priser end danske – også selvom de arbejder på danske overenskomstmæssige vilkår.

Selve kompensationen – håndværkerfradraget – betyder, at en borger får en tredjedel retur for håndværkerregningen eksklusive moms. I dette tilfælde sender staten altså mellem 120 og 135 kr. tilbage ud af de 800 kr., som staten opkrævede undervejs fra borger til håndværker, og på den måde udgør håndværkerfradraget rent faktisk blot en ganske beskeden tilbagebetaling af den markante fordyrelse, som staten via høje skatter, moms og afgifter har påført dette arbejde.

Måske ville det bedste og i hvert fald mest ærlige bare være at erkende problemerne ud i det åbne og begynde at kigge på, hvordan borgerne igen får råd til at betale professionelle håndværkere for at udføre håndværkerarbejde til gavn for vækst og beskæftigelse, til bekæmpelse af sort arbejde og som håndsrækning til at føre håndværkerarbejdet tilbage fra østeuropæiske håndværkere til danske håndværkere, der står uden arbejde. Det er statens – ikke de danske håndværkeres skyld – at danske håndværkere bliver så hårdt presset udefra.

Man kan da kun undre sig over, hvordan håndværkerfradraget i den offentlige debat kun fremstilles som en gavebod, for det svarer til, at man glæder sig over, at en patient får en halvdårlig behandling i stedet for at interessere sig for, hvorfor patienten er blevet syg.

Posted in Uncategorized | Tagged | Comments Off