Armslængdeprincippet og “1864”

Armslængdeprincippet misbruges ofte og gerne i den offentlige debat som argument for at prøve at begrænse politikere, ministre, meningsdannere og andre  i at have holdninger til, hvordan offentlige midler anvendes især i kunsten og kulturen – især selvfølgelig de holdninger, man ikke kan lide.

Sådan har også debatten om den noget kontroversielle “1864” givet anledning til, at nogen forlanger at få munden lukket på kritikerne med henvisning til dette princip.

Det kræver imidlertid ikke meget mere end en nærlæsning af definitionen af “armslængdeprincip” i Den Store Danske for at konstatere, at dette i øvrigt udmærkede princip ikke giver belæg for at fortælle andre mennesker, hvad de må mene noget om, og hvad der skulle være forbudt at have en holdning til.

Der står nemlig udtrykkeligt, at armlængdeprincippet er baseret på, hvem der træffer beslutning om hvad. Bemærk ordet “beslutning”. Der står intet om andet end “beslutning”. Dvs. det politiske system skal træffe beslutning om eksempelvis overordnede kunstneriske og kulturelle formål, mens de konkrete beslutninger træffes af eksempelvis råd og nævn.

Der står ingenting om, at dem der traf den overordnede beslutning ikke efterfølgende må have en mening om resultatet af den efterfølgende konkrete beslutning. Det manglede da i øvrigt også bare.

Man plejer jo at sige, at den der betaler  musikken også bestemmer melodien. Det er den kobling, som er sat ud af kraft med armslængdeprincippet, og som er bredt anerkendt. Det tjener bla. til beskyttelse af den kunstneriske frihed.

Men når de sidste toner har lydt, og ballet er forbi, vil det være underligt, om man ikke har lov til at evaluere og kritisere, hvorvidt den konkrete beslutning blev eksekveret ud fra de tanker, som den overordnede beslutning blev truffet ud fra. Ja, man skulle da nærmest mene, at det er et krav fra borgerne og vælgerne, at politikerne ikke bare skal agere julemænd for et ikke helt billigt kulturliv og uddele skatteborgernes hårdt tjente penge, og at de så ikke efterfølgende skulle have ret til at kritisere den måde, pengene endte med at blev brugt på.

Ønsker politikerne at bruge midler til klassisk musik, og modtagerne efterfølgende bruger pengene på rytmisk musik, har politikerne selvfølgelig ret til at have en mening om det, og har man givet bevilling til et historisk tv-drama, og man efterfølgende ikke synes, at det er dét, man har fået, så vil det da være underligt, om man som bevilgende politiker ikke sige et kritisk ord. Måske mener armslængdeprincip-vogterne, at kun de politikere, der har godt at sige om det færdige resultat, har lov til at udtrykke sig. Eller de må måske heller ikke sige noget?

Enhver – og heldigvis for det – kan i et demokrati da mene, hvad de vil om hvad som helst. Det gælder også politikere, om de er røde, blå eller grønne.

Nogle har også brugt armslængdeprincippet som løftestang for at prøve at lukke munden på de mange politikere, der har været ret negative over DRs planer om at nedlægge UnderholdningsOrkestret.

Det er imidlertid bare et andet dårligt eksempel på anvendelsen af armslængdeprincippet, fordi UnderholdningsOrkestret er eksplicit fastlagt som en forpligtelse i DRs public service-kontrakt under punktet “Ensembler, at DR skal drive en række kor og orkestre, herunder dette orkester.

Et bredt politisk flertal har således besluttet en række nærmere definerede krav i form af en public service-kontrakt. Jeg har aldrig tidligere hørt nogen påstå, at DRs public service-kontrakt er i strid med armlængdeprincippet, hvilket skulle være konsekvensen, hvis ikke politikere fra højre til venstre må have en mening om DRs ret kontroversielle beslutning. Tværtimod kan man endda argumentere for, at DR handler i strid med et bredt politisk flertals beslutning, idet dette politiske flertal ikke har truffet beslutning om at fjerne denne forpligtelse fra public service-kontrakten.

Det er superfint, at journalister holder øje med magthaverne, og at man hæver øjenbrynene, hvis armslængdeprincippet brydes.

Det kræver imidlertid, at man – og det gælder især medierne og journalister med deres særlige privilegier i form af adgang til offentligheden – anstrenger sig for at holde sig til den korrekte forståelse af armslængdeprincippet og ikke bidrager til fordummelsen ved bevidst at føre fejl- eller overfortolkninger til torvs. Det bliver den offentlige debat mildest talt ikke bedre af.

Men det gavner måske den enkelte journalists private kæphest.